De danske møbelkæder omsatte for 17 mia. kr. i 2025, hvilket var omkring 2 % mere end i 2021, selv om antallet af butikker faldt i samme periode. For møbelsælgere handler vækst dog ikke kun om at nå flere kunder. Store og tunge varer stiller også særlige krav til opbevaring, emballering og fragt.
Ud over told og problemer i de globale forsyningskæder skal møbelsælgere finde en balance mellem produktkvalitet og de praktiske udfordringer ved fragt. Det betyder bl.a., at de skal finde en fragtløsning, der kan håndtere store varer over længere afstande til en rimelig pris, uden at møblerne bliver beskadiget undervejs.
I denne guide gennemgår vi, hvordan man sender møbler sikkert og effektivt, samt praktiske tips til emballering, fragtpriser og valg af den rigtige transportløsning.
Før du sender møbler: Planlæg og mål
Inden du sætter et møbel til salg online, er der nogle praktiske ting, du bør have styr på:
- Planlæg opbevaring, og mål adgangsforholdene
- Beregn fragtomkostningerne
- Tag billeder af møblets stand
Planlæg opbevaring, og mål adgangsforholdene
Møbler fylder væsentligt mere end mindre varer som smykker, tøj, kunsttryk og bøger. Derfor skal du have et rent og tørt sted med stabile temperaturforhold, hvor du kan opbevare møblerne, fotografere dem, gøre dem klar til fragt og få dem afhentet.
Overvej, om du vil leje et opbevaringsrum eller lager, opbevare møblerne i din garage eller bruge et butikslokale. Når du har valgt et sted, skal du måle døråbninger, gange, elevatorer og andre adgangsveje, så du ved, at møblerne kan komme ind og ud.
Du bør også oplyse transportøren om adgangsforholdene ved afhentning. Det kan f.eks. være trapper, smalle passager, elevatorer eller en kode til en port eller dør.
Beregn fragtomkostningerne
Der er flere måder at sende møbler på. Mindre møbler kan i nogle tilfælde sendes som almindelige pakker, mens større og tungere møbler typisk kræver pallefragt eller stykgods. Du kan også vælge lokal levering eller en løsning med f.eks. indbæring og montering.
Uanset hvilken løsning du vælger, er det vigtigt at beregne både fragt og andre omkostninger til pakning og levering. På den måde kan du give kunden en mere præcis samlet pris.
Start med at måle og veje møblet. Brug et målebånd til at registrere højde, bredde og dybde, som på billedet nedenfor. Husk, at den endelige fragtpris normalt afhænger af målene på den færdigpakkede forsendelse, så emballagen skal regnes med, når du senere indhenter den endelige pris.
Vej derefter møblet for at finde den faktiske vægt. Du bør også være opmærksom på volumenvægten, som tager højde for, hvor meget plads forsendelsen optager. Nogle transportører beregner fragtprisen ud fra volumenvægten, hvis den er højere end den faktiske vægt. Det gælder f.eks. PostNords erhvervspakker.
Hvis du bruger en lokal transportør eller en fragtløsning med f.eks. indbæring og montering, kan du ofte få et tilbud ud fra mål, vægt, afhentningssted og leveringsadresse. Du kan også sammenligne priser eller indhente tilbud online hos bl.a. Shipmondo, Danske Fragtmænd og DSV. Shipmondo giver mulighed for at sammenligne priser på tværs af transportører, mens Danske Fragtmænd og DSV giver tilbud på større godsforsendelser.
Tag billeder af møblets stand
Kunder forventer at kunne se møblet ordentligt, før de køber det, så billederne skal tydeligt vise, hvilken stand varen er i.
Start med at gennemgå møblet grundigt. Hvis du sælger brugte møbler, vintagemøbler eller antikke møbler, skal du f.eks. holde øje med løse eller skæve ben, hakker, ridser, rifter, pletter og lugt.
Det er også en god idé at bruge faste kategorier til at beskrive, hvilken stand møblet er i, så kunderne ved, hvad de kan forvente. Du kan eksempelvis bruge:
⚪ Som ny: Ingen synlige skader eller tegn på tidligere brug.
🟢 Meget god: Få tegn på brug på mindre synlige steder.
🟡 God: Synlige tegn på brug, hakker eller ridser, der ikke påvirker møblets funktion eller stabilitet.
🟠 Acceptabel: Tydelige hakker, rifter eller ridser, som kan kræve reparation.
Når du har gennemgået møblet, skal du tage billeder fra flere vinkler og nærbilleder af eventuelle fejl eller tegn på brug. Hvis du har mulighed for det, kan du også tage et par billeder, der viser møblet i et indrettet rum. Det gør det nemmere for kunderne at forestille sig, hvordan det kan passe ind hjemme hos dem.
💡TIP: Når du er i tvivl, så giv hellere for mange oplysninger om møblets stand end for få. Det er bedre at vise en ekstra ridse eller et hak på forhånd end at pakke og sende møblet og bagefter få en klage over, at varen ikke svarede til beskrivelsen.
Sådan pakker du møbler til fragt
- Skil møblet ad, hvis det er muligt
- Læg små dele i poser
- Beskyt skrøbelige dele
- Pak større møbeldele ind
- Brug pap eller bølgepap
- Vælg den rigtige forsendelseskasse
- Forsegl pakken med pakketape
- Mærk pakken tydeligt
- Aflever forsendelsen til transportøren
💡TIP: Det vigtigste er, at møblet kommer sikkert frem til kunden. Hvis du vil gøre lidt ekstra, kan du også tænke over udpakningsoplevelsen, f.eks. med et kort eller andre indlæg i pakken og produktemballage, der passer til dit brand.
Når du skal finde ud af, hvordan man sender møbler sikkert, er emballagen noget af det vigtigste. Møblerne skal beskyttes mod stød, ridser og bevægelse under transport. Følg disse trin:
1. Skil møblet ad, hvis det er muligt
Hvis du selv designer eller producerer møbler, kan du allerede i designfasen tænke over, hvordan de skal transporteres og samles. Lette møbler er nemmere at håndtere, og møbler, der kan klappes sammen eller skilles ad, fylder mindre under fragt. Det kan også være med til at holde fragtomkostningerne nede.
Møbler, der er nemme at samle, gør det samtidig nemmere for kunden. Hvis møblet har aftagelige dele som bordben, hylder eller skuffer, bør du tage dem af, før du pakker det.
2. Læg små dele i poser
Læg skruer, beslag og andre små, løse dele i mærkede poser, så de ikke bliver væk under transporten.
💡TIP: Fastgør poserne til emballagen omkring møblet, eller læg dem i en tydeligt mærket kasse.
3. Beskyt skrøbelige dele
Brug skum, bobleplast eller anden støddæmpende emballage til at beskytte skrøbelige dele som glasplader, hjørner eller dekorative detaljer. Sørg for, at beskyttelsen sidder godt fast, så delene ikke bliver beskadiget under transporten.
Undgå at sætte pakketape eller bobleplast direkte på sarte overflader. Læg først gerne beskyttende papir omkring overfladen. FedEx anbefaler netop dette for at undgå skader på møblets finish.
4. Pak større møbeldele ind
Pak større møbler som spiseborde ind i flyttetæpper eller anden møbelbeskyttelse. Det beskytter overfladen mod ridser, buler og andre skader under transporten. Fastgør beskyttelsen med kraftig strækfilm eller pakketape, så den bliver siddende.
5. Brug pap eller bølgepap
Hvis du sender flere møbeldele sammen, kan du lægge store plader af pap eller bølgepap mellem delene. Det giver ekstra beskyttelse og hjælper med at holde dem på plads under transporten.
6. Vælg den rigtige forsendelseskasse
Hvis du sender mindre møbler eller løse møbeldele, skal du vælge en robust papkasse, der er lidt større end varen. Forstærk bunden med pakketape, og fyld tomrum med f.eks. bobleplast, skum eller andet støddæmpende materiale.
Kassen må hverken være for lille eller for stor. Er den for lille, er der ikke plads nok til beskyttende emballage. Er den for stor, kan møblet bevæge sig rundt og blive beskadiget under transporten. Bring anbefaler tilsvarende, at emballagen passer tæt til indholdet, og at unødig luft i pakken undgås.
7. Forsegl pakken med pakketape
Brug kraftig pakketape til at forsegle alle samlinger og åbninger i kassen og holde emballagen på plads. Sørg for, at pakken er lukket godt, så indholdet ikke kan flytte sig eller falde ud under transporten.
8. Mærk pakken tydeligt
Brug forsendelsesetiketter, og mærk hver kasse tydeligt med leveringsadressen og eventuelle relevante instruktioner, f.eks. “Skrøbelig” eller “Denne side op”. Hvis et møbel sendes i flere kasser, kan du også nummerere dem, f.eks. 1 af 3, 2 af 3 og 3 af 3, så både transportøren og kunden kan se, hvor mange dele forsendelsen består af.
9. Aflever forsendelsen til transportøren
Når møblet er pakket og klar til fragt, skal det afleveres til eller afhentes af transportøren. Til store møbler kan du f.eks. bruge et flyttefirma eller en transportør med erfaring i møbeltransport, mens mindre møbler i nogle tilfælde kan sendes som almindelige pakker eller gods.
💡TIP: Lav en klar fragtpolitik og fragtstrategi for din webshop, inden du begynder at sende ordrer. Her kan du bl.a. beskrive leveringsmuligheder, priser, leveringstider og håndtering af eventuelle transportskader.
|
Tjekliste til fragt af møbler |
|---|
|
1️⃣Saml materialerne. Find bobleplast, skum, flyttetæpper, pakketape, pap, etiketter og poser frem. |
|
2️⃣Skil møblet ad. Fjern bl.a. ben, hylder og skuffer, så møblet fylder mindre og er nemmere at sende. |
|
3️⃣Læg små dele i poser og mærk dem. Læg skruer, bolte og beslag i mærkede poser, og fastgør dem til emballagen omkring møblet. |
|
4️⃣Beskyt skrøbelige dele. Pak gerne glas, hjørner og andre sarte dele ind i bobleplast, skum eller anden beskyttelse. |
|
5️⃣Pak større dele ind. Brug flyttetæpper eller anden møbelbeskyttelse til at beskytte mod ridser og buler. |
|
6️⃣Tilføj ekstra beskyttelse. Læg pap eller bølgepap mellem møbeldele, så de ikke flytter sig og støder mod hinanden under transporten. |
|
7️⃣Vælg den rigtige kasse. Brug en robust papkasse med plads til beskyttende emballage, og fyld tomrum ud. |
|
8️⃣Forsegl pakken godt. Luk alle samlinger og åbninger med kraftig pakketape. |
|
9️⃣Mærk pakken tydeligt. Tilføj leveringsadresse og relevante instruktioner som “Skrøbelig” eller “Denne side op”. |
|
🔟Aflever forsendelsen. Aflever den til transportøren, eller aftal afhentning. |
Vælg den rigtige fragtløsning til dine møbler
- Pakkefragt til mindre møbler
- Stykgods og LTL-fragt
- Dellæs
- Hellæs og FTL-fragt
- Levering med indbæring og montering
- Ekspres- eller økonomifragt
- Lokale eller landsdækkende transportører
Når du skal vælge en transportør, er der flere ting at tage højde for, bl.a. fragtpris, leveringstid, møblets størrelse og vægt, og om du har brug for ekstra services som indbæring eller montering. Transportørens erfaring med møbeltransport kan også have betydning, især hvis du sender store, tunge eller skrøbelige møbler.
Hvis det er muligt, kan du tilbyde kunderne flere leveringsmuligheder med forskellige priser og leveringstider, så de selv kan vælge den løsning, der passer bedst til deres behov.
Her er syv muligheder, du kan overveje:
Pakkefragt til mindre møbler
Mindre møbler og møbeldele kan i nogle tilfælde sendes som almindelige pakker, hvis de holder sig inden for transportørens grænser for mål og vægt. I Danmark kan du b.a. sende erhvervspakker med PostNord, GLS og Bring.
GLS tager pakker på op til 30 kg til private og virksomheder, mens PostNord Home og PostNord Parcel kan bruges til pakker på op til 35 kg i Danmark. Bring tilbyder også hjemmelevering af pakker på op til 35 kg. Der gælder desuden grænser for pakkens mål, så tjek altid transportørens aktuelle krav, før du vælger pakkefragt.
Hvis møblet er for stort eller tungt til almindelig pakkefragt, skal du som regel vælge en løsning til gods i stedet.
Stykgods og LTL-fragt
LTL står for Less-than-Truck Load og betyder, at din forsendelse deler plads i lastbilen med gods fra andre kunder. I Danmark vil du ofte støde på stykgods som en løsning til den type transport.
Det kan være en god løsning til møbler, der er for store eller tung til almindelig pakkefragt, men som ikke fylder en hel lastbil. Når flere forsendelser transporteres sammen, kan det være billigere end at bestille en hel lastbil.
DSV tilbyder f.eks. stykgods i Danmark til forsendelser fra 30 til 2.500 kg, og DHL tilbyder LTL- og stykgodstransport i Danmark og resten af Europa.
Dellæs
Hvis du sender flere møbler eller paller, men ikke nok til at fylde en hel lastbil, kan dellæs være en mulighed. Her bruger din forsendelse en større del af bilens kapacitet, mens resten bruges til andet gods.
Du kan også støde på betegnelsen PTL, som står for Partial Truck Load eller Part-Truck Load. DHL tilbyder f.eks. både LTL, PTL og FTL til vejtransport, mens DSV tilbyder part loads til større forsendelser, der ikke kræver en hel lastbil.
Hellæs og FTL-fragt
FTL står for Full Truck Load og betyder, at en hel lastbil bruges til din forsendelse. Det kan være relevant, hvis du sender store mængder møbler, mange paller eller varer, der fylder så meget, at det ikke giver mening at dele pladsen med andre forsendelser.
Ved hellæs bliver godset typisk transporteret mere direkte og med færre omlastninger undervejs. Det kan være en fordel, når du sender store, tunge eller skrøbelige møbler. DSV og DHL tilbyder begge FTL-fragt i Danmark og resten af Europa.
Hvis du sender møbler til udlandet med vejtransport, bruges der normalt et CMR-fragtbrev med oplysninger om bl.a. afsender, modtager og gods.
Læs mere om import, eksport og fragtdokumenter
Levering med indbæring og montering
Nogle transportører tilbyder mere end levering til døren. Du kan også vælge en løsning, hvor møblerne bæres ind i kundens hjem og eventuelt pakkes ud, samles og placeres det ønskede sted.
Det svarer nogenlunde til det, der på engelsk kaldes white glove delivery. Den type levering er typisk dyrere, men kan være en god løsning til store, tunge eller skrøbelige møbler og samtidig gøre leveringen nemmere for kunden.
Nogle virksomheder tilbyder også at tage emballagen med igen efter levering.
Ekspres- eller økonomifragt
Ekspresfragt er som regel hurtigere, men også dyrere. Det kan være relevant, hvis kunden har brug for møblet hurtigt og er villig til at betale ekstra for en kortere leveringstid.
Økonomifragt er typisk billigere, men leveringstiden er ofte længere. Hvis du tilbyder begge muligheder, kan kunden selv vælge, om pris eller hastighed er vigtigst.
Lokale eller landsdækkende transportører
Hvis du sender møbler over længere afstande eller til kunder i hele Danmark, kan en landsdækkende transportør være den mest praktiske løsning.
Til transport af møbler i lokalområdet kan en mindre, lokal transportør eller et flyttefirma være et godt alternativ. Det kan især være relevant, hvis møblerne skal bæres ind, leveres på et bestemt tidspunkt eller kræver særlig håndtering.
Der findes altså ikke én løsning på, hvordan man sender møbler. Den rigtige fragtform afhænger bl.a. af møblets størrelse og vægt, destinationen og den service, kunden har brug for.
Bæredygtig emballage og fragt
Ved at tænke mere bæredygtige løsninger ind i emballage og fragt kan du reducere miljøpåvirkningen fra dine leveringer.
Phantila Phataraprasit, som er grundlægger af det bæredygtige møbelbrand Sabai, tænkte miljøpåvirkning ind i forretningsmodellen fra starten. "Hvis du ikke tænker over det fra starten, er det virkelig svært at løse problemerne bagefter", fortæller hun.
Det kan også have betydning for kunderne. I PwC's internationale Voice of the Consumer-undersøgelse fra 2024 svarede forbrugerne, at de i gennemsnit var villige til at betale 9,7 % mere for varer, der var produceret eller indkøbt mere bæredygtigt. PwC understreger dog, at den oplyste betalingsvillighed ikke nødvendigvis svarer til, hvad kunderne rent faktisk betaler.
Hvis du vil gøre emballage og fragt mere bæredygtige, kan du:
- Vælge fragtformer med et lavere CO2-aftryk
- Bestille emballage i større mængder for at begrænse antallet af leveringer
- Bruge emballage af genanvendte materialer eller materialer, der kan genbruges eller genanvendes
- Vælge en emballagestørrelse, der passer tæt til varen, så du bruger mindre fyldmateriale
- Tilbyde lokal afhentning eller levering til kunder i nærområdet
- Genbruge beskyttelsesmaterialer som flyttetæpper, når det er muligt
Hvis du sælger emballerede produkter i Danmark, skal du også være opmærksom på reglerne for emballage. Det udvidede producentansvar for emballage trådte i kraft den 1. oktober 2025, og fra den 12. august 2026 gælder de første nye krav i EU's emballageforordning. Hvilke regler din virksomhed er omfattet af, afhænger bl.a. af din rolle i forhold til emballagen. Du kan læse mere hos Miljøstyrelsen.
💡TIP: Med Shopify Planet kan du selv betale for CO2-neutral forsendelse. Hvis du bruger Shopify Plus, kan du også lade kunderne vælge at bidrage ved betaling.
Efter levering: Tjek for skader og håndter krav
Det er en god idé at have klare retningslinjer for, hvad kunden skal gøre, når møblet bliver leveret. Det gør det nemmere at opdage og dokumentere eventuelle transportskader og løse problemet hurtigt.
Hvis du sælger til forbrugere i Danmark og sørger for leveringen, er det som udgangspunkt dig som sælger, der har ansvaret, hvis varen bliver beskadiget, før kunden modtager den. Kunden skal derfor kontakte dig, hvis møblet ankommer beskadiget. Derefter kan du selv tage sagen videre med transportøren, hvis det er relevant.
Giv kunden klare instruktioner ved levering
Du kan sende kunden en mail før levering med en kort vejledning og eventuelt lægge den samme information i emballagen.
Du kan også bede kunden om at:
- Tjekke den ydre og indre emballage for huller, rifter eller vandskader
- Kontrollere, at alle kasser og dele er leveret
- Undersøge møblet for ridser, buler, revner eller andre skader
- Kontrollere, at beslag, hynder og andet tilbehør er med og ikke er beskadiget
- Tage billeder af eventuelle skader, før resten af møblet pakkes ud
- Gemme beskadiget emballage, indtil sagen er afklaret
- Kontakte din kundeservice hurtigst muligt, hvis varen er beskadiget
💡TIP: Hvis et materiale naturligt varierer i udseende (bl.a. genbrugstræ med forskelle i årer eller struktur), bør du gøre kunden tydeligt opmærksom på det før købet i f.eks. produktbeskrivelsen. Et generelt forbehold i emballagen er ikke nok til at fraskrive sig ansvar for fejl og mangler.
Dokumentér transportskader
Kan du huske de billeder, du tog af møblet, før det blev sendt? De kan være vigtige, hvis varen bliver beskadiget under transporten.
Hvilken dokumentation transportøren kræver, varierer, men du kan typisk få brug for:
- Sporingsnummer eller anden dokumentation for forsendelsen
- Faktura eller ordrebekræftelse
- Billeder af varen før og efter transporten
- Billeder af emballagen
- Den originale emballage, hvis transportøren kræver det
- Transportørens formular til anmeldelse af skaden
Gem derfor dokumentationen, indtil varen er leveret, og eventuelle problemer er løst.
Gør retur og refundering tydelige
Beskriv tydeligt i din refusions- og returpolitik, hvad kunden skal gøre, hvis en vare bliver beskadiget under transporten, og hvordan du håndterer ombytning eller refundering.
Det er også en god idé at skelne mellem varer, der er beskadiget under levering, og almindelige returneringer, hvor kunden muligvis har fortrudt købet. På den måde ved kunderne på forhånd, hvad de skal gøre i de forskellige situationer.
Hvis du bruger Shopify, kan du opsætte returregler og tilføje en skriftlig retur- og refusionspolitik i din butik. Husk, at dine egne vilkår ikke kan tilsidesætte kundens lovbestemte rettigheder.
💡VIDSTE DU? Fladpakkede møbler har gjort det muligt at transportere møbler på mindre plads, hvilket kan gøre både håndtering og fragt billigere.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man sender møbler
Hvad er den billigste måde at sende møbler på?
Den billigste måde at sende møbler afhænger især af møblets størrelse, vægt og destination. Mindre møbler kan ofte sendes som almindelige pakker, mens stykgods eller pallefragt kan være billigere til større og tungere møbler. Ved lokal levering kan et lokalt transportfirma også være en god løsning.
Hvad koster det at sende møbler?
Prisen afhænger bl.a. af møblets størrelse og vægt, hvor langt det skal transporteres, hvor hurtigt det skal leveres, og om du har brug for ekstra services som indbæring eller montering. Store møbler koster typisk mere at sende, fordi de fylder mere og kan kræve særlig håndtering.
Kan man sende møbler med PostNord?
Ja, mindre møbler kan sendes med PostNord, hvis den færdigpakkede forsendelse holder sig inden for transportørens grænser for mål og vægt. PostNord Home og PostNord Parcel kan bruges til pakker på op til 35 kg i Danmark. Større eller tungere møbler skal normalt sendes som gods eller med en transportør, der håndterer større forsendelser.
Hvordan sender man et enkelt møbel?
Mål og vej først møblet, og tag billeder af dets stand. Skil det ad, hvis det er muligt, beskyt skrøbelige dele, pak det godt ind, og vælg en kasse eller anden emballage, der passer til størrelsen. Vælg derefter en transportør ud fra møblets mål, vægt og destination.
Hvordan sender man møbler som en lille virksomhed?
Som lille virksomhed bør du først have styr på opbevaring, emballage og fragtpriser. Mål og vej møblerne, vælg en transportør, der passer til størrelsen på dine forsendelser, og sørg for klare leverings- og returvilkår. Hvis du sender større møbler, kan stykgods, pallefragt eller lokal møbeltransport være relevante muligheder.

